Fredag 5. august 2022 kl. 16 har kunstnerne Jens Chr. Jensen Lise Buurgård og Anette Bendixen fernisering hos Odder Kunst i KunstVærket, Vitavej 60, Odder. Udstillingen er herefter åben på fredage, lørdage og søndage mellem kl. 14 og 17 til og med søndag 28. august. Gratis adgang.

Jens Chr. Jensen
Kendetegnende for kunstneren Jens Chr. Jensen, Ikast, er legen og letheden, når han arbejder med naturen, lyset, farvener og formerne og splitter ting ad for så at sætte dem sammen i nye udtryk, i en ny erkendelse eller indsigt. Det, der var før, bliver noget andet og mere og ser pludselig legende let ud”. Det er grundtemaet for kunstneren, der samlet på alverdens ting, som han forvandler. Det gælder alt fra salmebøger, togbilletter, tegneserier til rationeringsmærker. Deri ligger det meste af Jensens arbejder, fra de tidlige malerier til assemblage og de store udendørs land-artværker og skulptur. Som oftest lavet ud af kasserede ting fra dagligdagen i en kunstnerisk bedrift, der bringer klassiske og gamle sager ind fra en ny kant.

Lise Buurgård
Grafikeren og kunsthistorikeren Lise Buurgård, Askov, fabulerer i sine billedundersøgelser over samhørigheden mellem planter og mennesker – vores forbundethed med jordens vækst. Planter lever fint uden mennesker, men vi kan ikke leve uden planter.
Horsetidslen har specielt fanget hendes interesse. Den har udholdenhed og styrke og kan klare sig uden føde i lang tid. Den er stikkende og er blevet den kristne kulturs lidelsessymbol i Kristi tornekrone. Den vokser i majestætisk ensomhed i grøftekanter, hvor Lise Burgård er optaget af at indfange dens særegne væsen på kobberplader. Ofte sammen med dele af menneskekroppen, såsom et hjerte, en rygsøjle, en fod eller en hjerne. I det grafiske tryk mødes liv og død som tidselfrø møder skelethænder. Og af og til løsriver menneskekroppen sig fra tidseluniverset og lever i sin egen ret i havets dyb eller under stjernehimlen, som alt levende indånder synet af hver nat. Ætsningerne opstår i en udforskning af serier i flere tryklag, hvor det ene værk griber ind i det næste – som i en livsproces, helt ind i universets allerinderste væsen, det usynlige bag det synlige, ånden i det hele.

Anette Bendixen
Tekstilkunstner Anette Bendixen, Askov, har arbejdet med tekstiler og vævninger i mange år og interessen for materialet og håndværket er en stor drivkraft for hende. Det har resulteret i mange eksperimenter teknikker med bl.a. vævens uomgængelige lodrette og vandrette indretning. Hun har udviklet sin egen STOPPETEKNIK. Hun starter med en stor åben ramme og så syr hun frem og tilbage, fra kant til kant og i alle retninger, til det tætner. ”På denne måde kan jeg arbejde frit på hele fladen, gå et skridt tilbage og overskue det hele, lægge til og trække fra, blande farven og ”male” med tråden”, forklarer hun.

Mere om kunstnerne på hjemmesiderne:
www.jenschrjensen.dk
www.lisebuurgaard.dk
www.anettebendixen.dk

Jens Chr Jensen
Jens Chr. Jensen
Lise Buurgaard
Lise Buurgård
Annette Bendixen
Anette Bendixen